Politik

Iran har de sidste 20 år udviklet sig fra et konstitutionelt monarki til et demokratisk teokrati – det eneste teokrati i verden. Der er en stærk formand, som vælges for en fireårig periode i regeringen, og et kammer af den lovgivende forsamling – Majlis – på 270 medlemmer, der vælges direkte af folket, med nogle pladser reserveret til anerkendte minoriteter. Valgret er universel, og den stemmeberettigede alder er seksten år. Præsidenten vælger et ministerråd, et ‘Expediency’-råd, og fungerer desuden som leder af Rådet for National Sikkerhed. Ud over disse folkevalgte organer, bliver der udvalgt en uafhængig forsamling af eksperter; et råd af religiøse dommere.

Domstolene
Retsvæsenet består af en højesteretdommer og højeste retsråd. Alle medlemmer skal være shia-muslimske retslærde. Islamisk sharia-loven er grundlaget for rettens beslutninger. Pressefriheden og forsamlingsfriheden er forfatningsmæssigt sikret, så længe sådanne aktiviteter ikke er i modstrid islamisk lov, hvilket dog skaber en del selv-censcur. Ydermere har den iranske regering pralet med at have lukket 30.000 hjemmesider ned og blokeret for ligeså mange udenlandske. Som dansker med internetafhængighed, kan det siges, at hverken nyheder på pol.dk, information.dk eller facebook kan opnås – medmindre man kan skaffe et antivirus program.

Velfærd og velgørenhed
Iran er som USA fyldt med velgørende organisationer. Det påhviler alle muslimere at afsætte en del af deres overskydende indkomst til støtte af religiøse og velgørende formål. Dette bidrag er frivilligt, men regeringen sørger for at indsamle og bruger så indtægterne til at støtte hospitaler, børnehjem, og religiøse skoler. Regeringen er også engageret i udvikling af projekter i landdistrikter. En bevægelse kaldet “hellig udviklings- kamp” (jihad-e sazandegi) blev lanceret en rum tid tilbage og har haft held til at bringe vigtige udviklingsprojekter – elektrificering, drikkevand og veje til fjerntliggende landdistrikter. Der er mange små private velgørende organisationer organiseret for at hjælpe de fattige, faderløse familier, børn og andre uheldige borgere. Den iranske Røde Halvmåne (den lokale udgave af Røde Kors) er aktiv og vigtig i tilfælde af nationale katastrofer. Iran er nettoeksportør af velgørenhed til nabolandene. Det har bistået med katastrofehjælp i Centralasien, Kaukasus, Libanon og Den Persiske Golf-region.

Udenlandske organisationer 
Der er meget få internationale, ikke-statslige organisationer (ngo’er), der arbejder uafhængigt med udvikling eller sundhedsprogrammer i Iran i dag, undtagen i forbindelse med iranske statslige organisationer. Den nuværende regering anskuer ngo’er med dyb mistro, og har som  mål at selvforsyne sig selv og dermed slippe for internationale velgørende organisationer. FN er dog en interessant undtagelse. Iran har støttet FN siden starten, og en række FN-programmer i sundhed, udvikling, befolkning og bevarelse af kulturelle oldsager er aktive. Nationens Mostazafin (“undertrykte folk”) Foundation og Imam Khomeini Foundation har fungeret i den internationale sfære.

Af: Julie Vulpius

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s