Der har i mere end 2500 år været konstant aktivitet i Iran og blevet oprindeligt bebygget af indvandrere af indo-europæisk afstamning som kom fra Centralasien. Oldgræske geografer betegnede Iran som “Persien” efter området Fars, hvor det gamle akameniders rige lå. Som følge af migration og erobring, har iranerne indo-europæisk, tyrkisk, arabisk, og kaukasisk blod i årene. Iranerne uden for Iran foretrækker ofte at identificere sig med den større civilisation, Persien, og foretrækker betegnelsen “persisk” for at angive deres tilhørsforhold med den gamle, storslåede kultur fremfor den moderne politiske stat. Dette gælder også for nogle medlemmer af moderne iranske emigrant befolkninger i USA, Europa og andre steder, der ikke ønsker at blive identificeret med den nuværende islamiske Republik Iran, etableret i 1979, ligeledes for mange iranere i Iran.
Nationen Irans fødsel
Den iranske nation er en af de ældste kontinuerlige civilisationer i verden. Siden den første stenalder besatte mesolitiske befolkninger huler i Zagros -og Alburz bjergene. De tidligste civilisationer i området nedstammer fra Zagros-foden, hvor de udviklede landbrug og dyrehold, og etablerede de første rigtige byer i Tigris-Eufrat i nutidens Irak. Ankomsten af det ariske folkeslag, mederne og perserne resulterede i det første årtusinde f.Kr. begyndelsen på den iranske civilisation. Det tog nye højder under Darius den Store og Xerxes, der udvidede deres imperium fra det nordlige Indien til Egypten.
Eroberet frem og tilbage mange gange
Iran har hørt under Alexander den stpre, som fejede gennem regionen, men døde kort efter at have forladt sin generaler tilbage i landet. Senere blevet det iranske område erobret af arabiske muslimere fra Saudi-Arabien i omkring år 640. De intergrerede sig vel med det daværende iranske folk og gjorde det iranske område muslimsk. Senere hen kom mongolerne.
Tiden op til ‘Revolutionen’
Efterfølgende erobringer af afghanerne og Qajar tyrkerne havde samme resultat: De integrerede sig i Iran. I løbet af Qajar-perioden fra 1899 til 1925 kom Iran i kontakt med den europæiske civilisation på en rigtig måde for første gang. Den industrielle revolution i Vesten gjorde alvorlig skade Irans nationaløkonomi, og manglen på en moderne hær med det nyeste inden for våben og militærtransport resulterede i alvorlige tab af territorium og stor kulturel indflydelse af Storbritannien og Rusland. Iranske magthavere reagerede ved at sælge landbrugs-og økonomiske institutioner til deres europæiske rivaler for at rejse de nødvendige midler til modernisering. En stor del af pengene gik direkte i lommerne på de Qajar-herskere hvilket skabte et offentligt billede af samarbejdet mellem tronen og udenlandske interesser som prægede meget af det tyvende århundrede politiske liv i Iran. En række offentlige protester mod tronen fandt sted med jævne mellemrum fra 1890’erne til 1970’erne. Disse protester indeholdt tit religiøse ledere, og fortsatte under Pahlavi-dynastiets regeringstid (1925-1979). Disse protester kulminerede i den islamiske revolution i 1978-1979, “Revolutionen”.
Etableringen af det nuværende præstestyre
Etableringen af den teokratiske Islamiske Republik Iran under ayatollah Khomeini blev starten på en bagudvendt udvilking, en udvilkling mod religiøs dominans af iransk kultur. Khomeinis brug af religiøs symbolik appellerede til iranernes følelser, da han opfordrede folk til at blive martyrer for islam som Hasan og Hasans far, Ali, den sidste leder af både sunni-og shia-muslimer. Nu, mere end tyve år efter revolutionen og efter Khomeinis død, er Iran igen under forandring. Ungdommen kræver liberalisering af de strenge religiøse regler, og mange ønsker at vende tilbage til en balance mellem religion og sekularisme man tidligere havde og som faktisk har præget nationen i det meste af sin historie.
Af: Julie Vulpius
rejstiliran 